Print Friendly and PDF Min paleo verden: Grød med sød kartoffel

fredag den 12. april 2013

Grød med sød kartoffel

Det der med at lave en god paleogrød synes jeg er ret svært.
Jeg har før skrevet om kastanjegrød,  men da hovedingrediensen i dén grød er svær at få fat i herhjemme, er det ikke helt optimalt.
Der er også, den af mange frygtede, 'risengrød' som absolut er en smagssag. Jeg er dog selv fan:)

Nu har jeg fået lavet en ny slags grød, hvor alle burde kunne være med. For sød kartoffel, også kaldet batat, er ved at blive mere almindelig herhjemme. Den burde kunne fås i de større supermarkedskæder, og ellers har din lokale, etniske grønthandler, eller Kinakøbmand den garanteret.



Du skal bruge: (til 1 portion)
- 2 (små) bagte batater
- 1 lille dåse kokosmælk (165 ml.)
- Kanel
- 1 drys vanillepulver
- Evt. hakkede nødder, kokosmel etc. til drys

- Jeg bager gerne en hel flok batater ad gangen, og opbevarer på køl. Så er det nemt at hive et par stykker ud, når man vil lave grød.
- Jeg prikker mine batater med en gaffel/spidsen af en skarp kniv, og bager dem derefter ved 225 grader i ca. 50 minutter. Jeg vender dem når halvdelen af tiden er gået.

- Pil skrællen af bataterne, og put dem i en lille gryde med kanel, og det meste af kokosmælken. (gem evt. også lidt kokosmælk til at hælde over grøden)
- Mos det hele sammen. Det skal ikke blendes, for der må gerne være lidt struktur i grøden.
- Varm grøden igennem, smag til om der skal mere kanel i, og tilsæt evt. lidt mere kokosmælk.
- Hvis du ikke er bange for mikroovne, kan du fint varme din grød deri :)


- Drys evt. lidt knas på toppen i form af nødder, mandler, kokosmel etc. Og måske en lille smule kokosmælk.
- Spis :)

- Grøden smager sødt, og lækkert, og jeg får associationer til dessert, som den også ville egne sig til. Jeg synes desuden også, at den smager godt kold.

- Husk at batater er en meget energiholdig grøntsag, og derfor nok ikke bør spises alle ugens dage. Især ikke, hvis du gerne vil tabe dig lidt.
Træner du meget, kan du med fordel spise batat, for at få tanket op på kulhydrater.

- Husk også, at sådan en portion grød ikke alene kan udgøre et måltid. Der mangler protein, så spis fx. et par kogte æg ved siden af. Måske på en nybagt nøddefri bolle :)

Husk at du nu også kan finde mig på Facebook lige her:


2 kommentarer:

  1. Hvor er det din kokosmælk er købt henne? Jeg VED jeg har set den i et supermarked til 10 kr., men nu kan jeg ikke finde den igen !!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den køber jeg i Fakta. Det gode ved den er, at den kun indeholder kokos og vand, ingen tilsætningsstoffer. Det kan vi lide:)
      ~Lykke

      Slet